Insemination med partners sæd

Selve behandlingen

  • Modningen af æg i dine æggestokke stimuleres med medicin og følges med ultralydscanninger.
  • Vi scanner dig første gang på 2.-4. cyklusdag for at se, om alt er i orden. Cyklusdagene regnes fra den første dag i din menstruation, hvor du bløder rigtigt.
  • Fra omkring 10.-12. cyklusdag scanner vi dig cirka hver anden dag for at følge modningen af ægblærerne.
  • Når der er udviklet 1-3 modne ægblærer gives den ægløsende sprøjte.
  • 12-40 timer efter den ægløsende indsprøjtning foretages insemination af mandens sæd i livmoderen.
  • Ved insemination er chancen for graviditet cirka 15-18% for kvinder under 40 år, svarende til at cirka 40% vil have opnået graviditet efter 3 behandlinger. Graviditetschancerne er væsentligt lavere for kvinder over 40 år.
  • Modning af æg i dine æggestokke

    Ægmodningen stimuleres enten med Pergotime tabletter eller med indsprøjtninger med follikel-stimulerende hormon.


    Pergotime: Fra 3. cyklusdag tages to Pergotime tabletter dagligt i 5 dage. Du skal altså tage tabletterne på cyklusdagene 3, 4, 5, 6 og 7. Den dag, du begynder at bløde rigtigt, er første cyklusdag.


    Follikelstimulerende hormon: Fra 3. cyklusdag tager du daglige injektioner med follikelstimulerende hormon (Gonal-F, Menopur eller Puregon). Hvis du ikke har erfaring med at stikke, kan du komme til første injektion her - det er nemt at lære. Eventuelt kan din partner foretage injektionerne.

    Ægløsende sprøjte

    Når der ved skanningen ses 1-3 modne ægblærer, skal du have en indsprøjtning med ægløsende hormon (Ovitrelle) og ægløsningen sker så efter cirka 1½ døgn. Normalt foretager du selv eller din partner indsprøjtningen med Ovitrelle. Det foregår derhjemme om aftenen.

    Sædprøve

    På inseminationsdagen afleverer I først en sædprøve.


    Sædprøven laves normalt hjemme hos jer selv. I vil få udleveret et glas til sæden og en vejledning om afleveringen af prøven. For at opnå den bedste sædkvalitet tilråder vi, at manden sidst har haft sædafgang mellem 2 og 5 dage før aktuelle sædprøve. Der må gerne være op til 1½ times transport til klinikken, blot I holder sædprøven varm i en jakkelomme eller lignende.


    Efter I har afleveret sædprøven, gennemgår den en oprensning, således at de bedste og mest livlige sædceller anvendes til insemination. Denne oprensning tager normalt 1½-2 timer

    Insemination

    12-40 timer efter den ægløsende indsprøjtning foretages inseminationen.

    Et tyndt plastikkateter med sæden føres op i livmoderen. Selve inseminationen varer cirka 10 minutter, og gør normalt ikke ondt.

    Graviditetsprøve

    Efter inseminationen udleveres en graviditetsprøve . Den skal anvendes 14 dage efter inseminationen. Det er bedst at bruge den første morgen-urin. Ring eller skriv og fortæl os om prøven var positiv eller negativ.

    Bivirkninger ved medicinen

    Bivirkningerne er som regel milde og forbigående. Det drejer sig først og fremmest om kvalme, brystspænding, hovedpine, hedeture og træthed.


    Ved behandling med Pergotime får enkelte tågesyn og lettere synsforstyrrelser. I så tilfælde skal du holde op med at tage tabletterne.


    Overfølsomhed over for medicinen forekommer meget sjældent. Overfølsomhed kan vise sig i form af forbigående hud-udslet eller åndenød. Hvis du får sådanne symptomer, skal du ophøre med at tage medicinen og kontakte os.

    Tvillinger/trillinger

    Behandlingen resulterer ofte i modning af flere ægblærer på én gang, og der er derfor større risiko for tvillinger eller trillinger end ved en spontan graviditet.

    Aflysning af behandlingen

    Hvis der ved skanningen ses mere end 3 modne ægblærer, AFLYSES behandlingen på grund af risiko for flerfold graviditet. Der gives ikke sprøjte med ægløsningshormon og samleje frarådes.

    Ved graviditet

    Cirka 5-6 uger efter indsprøjtningen med ægløsningshormon bør du komme til en ultralydsskanning for at se, om alt er i orden.


    Før behandlingen

    Lovpligtige prøver (alle kvinder samt deres partnere)

    Sundhedsstyrelsen forlanger, at alle, som skal i fertilitetsbehandling, skal testes for smitsom leverbetændelse (hepatitis) og HIV.

  • Hepatitis B (HBsAg samt anti-HBc)
  • Hepatitis C (anti-HCV)
  • HIV
  • Andre blodprøver

    Du vil som oftest få taget en række hormonprøver. De fleste af disse prøver skal tages på 2.-4. blødningsdag.

    Blodprøve for om du har haft røde hunde (rubella). Hvis blodprøven er negativ, bør du blive vaccineret, og det skal ske senest 3 måneder før, du bliver gravid.

    Sædprøve

    Undersøgelsen må højst være et år gammel.

    Undersøgelse af æggelederne

    Passagen gennem æggelederne vurderes ved en ultralyd undersøgelse, hvor æggelederne gennemskylles med væske (læs om undersøgelsen her). Eventuelt foretages i stedet en røntgenundersøgelse med kontrast (HSG).

    Celleprøver fra livmoderhalsen

    Undersøgelsen må højest være tre år gammel.

    Prøve for Chlamydia

    En bakterie der kan være årsag til barnløshed.

    Folinsyre/Gravitamin

    Inden behandlingen bør du være startet på Folinsyre 0,4 mg daglig eller Gravitamin. Gravitamin indeholder det samme som en almindelig vitaminpille plus folinsyre.

    Rygestop

    Hvis du ryger, nedsætter det chancen for graviditet med 40-45%.