PCO

PCO står for polycystiske ovarier (æggestokke). Det betyder ikke, at der er cyster på æggestokkene, men at der er dannet unormalt mange ægblærer i æggestokkene på én gang.

Normalt vil der hver måned danne sig et antal ægblærer i æggestokkene, hvoraf én vokser videre til en normal ægblære med ægløsning og evt. befrugtning af ægget. De andre ægblærer bliver så ikke til mere, og forsvinder hurtigt igen.

Ved PCO når alle ægblærerne en bestemt størrelse, og så sker der ikke mere. Der kommer altså ikke eller kun sjældent ægløsning.

I disse ægblærer kan der dannes mandligt kønshormon, så en kvinde med PCO kan have problemer med uren hud og/eller øget hårvækst på kroppen, på grund af forhøjet mandligt kønshormon. Mange med PCO har desuden uregelmæssige, evt. meget sjældne, menstruationer, på grund af den manglende ægløsning.

Nogle kvinder med PCO har tilbøjelighed til at tage på i vægt – deres stofskifte er anderledes end normalt – og vægten sætter sig oftest midt på kroppen: æblefacon. Overvægten forværrer de andre problemer, mængden af mandligt kønshormon stiger og der bliver endnu længere mellem menstruationerne.

Samtidig bliver det sværere at blive gravid.


Hvad kan man gøre:

Bedste behandling er P-piller. Under P-pillebehandling er æggestokkene inaktive og hvilende og laver ikke mandligt kønshormon. Samtidig reguleres menstruationerne.

Hvis man er overvægtig, kan vægttab – evt. bare nogle få kilo – ændre på balancen, så man igen får regelmæssige blødninger. Motion og styrketræning er nødvendigt, foruden diæt.

Hvis man gerne vil være gravid, er P-piller ikke løsningen. Det vil da være bedst at gå igang med inseminationsbehandling. Hvis man har meget god tid og er overvægtig kan man i stedet forsøge Metformin (Glucophage) som er et gammelt middel til patienter med sukkersyge. Metformin ændrer på stofskiftet, så det bliver lettere at tabe sig, og en del kvinder får igen ægløsning, og opnår graviditet. Behandling med Metformin gives i 3 til 6 mdr., og med samtidigt vægttab skulle der være en rimelig chance for graviditet.

Hvis problemet er hårvæksten, og man ikke vil have p piller, kan man overveje Spiron, et vanddrivende middel der tages med 1 tablet om dagen. Det hjælper hos 50 % af de behandlede.


Links

PCO foreningen i Danmark (www.pcoinfo.dk)

 

 



Gynækologisk Klinik -Thue Bryndorf, speciallæge dr. med. - Ny Østergade 10, 3.t.v. - 1101 København K